Lysfest i den mørke Hareskov
En lille gruppe asatroende er samlet til juleblót på årets korteste dag. De tænder fakler og påkalder sig de gamle guder. Kort efter begynder ofringerne.
Af Rune Stefansson
Björg, der tidligere hed Morten, begynder langsomt at gå rundt i cirklen. Med solen, med uret. Den bredskuldrede kvinde er iført en ærmeløs lilla kofte. Med fingrene slår hun tungt og monotont på en tromme, hun holder i den anden hånd. Bum. Bum. Bum. Der er ingen andre lyde i Hareskoven. Bum, bum, bum.
Lyset er ved at svinde. Himlen er stadig grå. Det mudrede græs rundt om stendyssen er fuldt af brune blade. Træerne er nøgne, alle andre godt klædt på. Luften er fugtig, en let vind fra vest, der får flammerne i de fire fakler i cirklens hjørner til at blafre.
Pia i rød forklædekjole med gul-orange underkjole, der næsten matcher hendes hår, rækker begge hænder mod himlen.
– Thor, jeg kalder dig, siger hun. – Vær med til vores blót.
Pia går med solen rundt til næste verdenshjørne, hvor hun igen rækker armene op mod himlen.
– Freja, jeg kalder dig. Vær med til vores blót.
En hvid hund lister forbi. Løse hunde er tilladt her.
Det rasler og ringler, når Pia går. Hun har en klokke spændt fast i livet.
– Skaði, jeg kalder dig. Vær med til vores blót.
Skade er en jættekvinde, der udvikler sig til jagtens og vinterens gudinde. Ifølge nogle kilder var hun gift med Odin.
Pia træder hen til det sidste verdenshjørne og påkalder sig med høj røst den mægtigste gud i det gamle Norden:
– Oðinn, vær med til vores blót.
Så træder Pia hen på sin plads i cirklen ved siden af Björg. Hun henvender sig til de syv øvrige deltagere i ceremonien, hvoraf et par stykker ikke tidligere har deltaget i et asablót:
– Cirklen er nu lukket. Ingen forlader cirklen, undtagen dyr og børn. For de ved ikke bedre.
Ceremonien er en lysfest, en gudstjeneste i naturen. Den foregår på årets korteste dag, 21. december.
FAKTA:
Asatroen i Danmark
I 1997 var Morten Grølheim, der i dag hedder Björg Sigrid Lund, medstifter af de asatroendes landsorganisation, Forn Siðr. Den blev godkendt som trossamfund af Kirkeministeriet i 2003.
Asa- og vanetrossamfundets navn betyder forne sæder eller fortidens skikke. De fleste af de omkring tusind organiserede medlemmer af blótgrupper hører ind under den landsdækkende forening.
Ud over de organiserede asatroende findes der skønsmæssigt også nogle tusinde asadyrkere, som ikke har tilknytning til en forening. Nogle af dem går selv ud i naturen og bloter. Andre mødes i små grupper – med eller uden drikkehorn.
Visionen om Gråskæg
Björg Sigrid Lund er 54 år og har tidligere dannet par med Pia Struck, der i sit daglige liv er orgasmeterapeut. Den transkønnede Björg har læst religionsvidenskab, og sammen har de stået for Harreskov Blótgilde i to årtier. Dengang kaldte Björg sig Morten Grølheim.
Det hele begyndte med, at Morten Grølheim fik en vision for 24 år siden. Han drømte, at han stod på en fiskerbåd. Pludselig hoppede han i vandet, svømmede over til en Storebæltsfærge og kravlede ombord. Oppe på broen stod en gammel færgemand med gråt skæg og klap for det ene øje.
I den nordiske mytologi er det Gråskæg, som Thor beder fragte sig over et sund. Og Gråskæg viser sig at være Odin, den øverste gud blandt aserne, alfaderen.
– Jeg vidste, at fiskerbåden var et symbol på kristendommen, og at manden med det store skæg var Odin. Da jeg vågnede, var værelset, jeg befandt mig i, opfyldt af gnister. Jeg indså, at jeg skulle ud og starte et trossamfund.
Siden blev han hovgode, dvs. høvding og kultforretter. I dag er titlen gydje, den kvindelige pendant.
Brandoffer og vådoffer
Dyssen oppe på den lille høj er en slags alter med en stor sten liggende hen over et par mindre kampesten. Alteret er omgivet af en håndfuld sten i samme størrelse, der udgør en kreds, som blótgæsterne befinder sig inden for.
Deltagerne tripper på fødderne for at holde varmen. Faklerne lyser gyldent. Udenom er det ved at blive mørkt. En ugle tuder. Naturen er nærværende. En deltager, formanden for Harreskov Blótgilde, er i kedeldragt. En engelsktalende kvinde, forsamlingens ældste, er iført lang, cremefarvet fåreuldskappe. De tre yngste deltagere har tøj på, der er egnet til en vandretur.
Björg begynder at slå på sin tromme igen. Med langsomme skridt går hun medsols rundt. Hun synger. En lys stemme, rullende r’er, uforståelige ord, genkendelige gudenavne. Det er Odins Runesang. Hun synger strofer på oldnordisk fra det lange eddadigt, der også kaldes Hávamál eller Den Højes Tale. Stroferne handler om Odin den Vise, der for at opnå kendskab til runerne ofrer sig selv.
Også her i de asatroendes hellige Hareskov – opkaldt efter det gamle ord ”harre”, der måske betyder stendynge – skal der nu ofres. Pia hælder en liter sødmælk i et trækar ved foden af alteret. Hun bærer karret rundt og giver alle et prik i panden med hunkønnets væske. I gamle dage ville man have ofret et dyr og brugt dets blod.
– Velkommen til juleblót, hvisker hun til hver enkelt.
Mælken er det første vådoffer. Pia lader den pjaske ned over den underste kant af overliggerstenen, ind mellem bærestenene. Hurtigt opløses den hvide farve af jorden.
Björg tænder sin røgelse og går medsols rundt. I den anden hånd byder hun blótdeltagerne af en dåse. Hun har bagt i går, og Pia siger, hun er en mester til det. Hver deltager holder en guldvogn i hånden. Det er en småkage, en svastikaformet energihvirvel. Tegnet er et hjulkors, et urgammelt symbol på sol og lykke. Kagen udtrykker håbet om, at solen nu vil vende tilbage, og at dagenen vil blive længere.
– Hil!
Deltagerne sætter tænderne i den sprøde energi. Den smager kraftigt af kanel.
Björg danser rundt i cirklen, drejer rundt om sin egen akse. Hun har vandrestøvler på. Til andre af de asatroendes otte årlige årstidsblót, når det er mindre koldt i terrænet, har hun sine store fødder i lilla gummisandaler, der passer til hendes flagrende selekjole.
Det er tid til det personlige offer. Og måske en kortfattet tale.
– A time of change, siger den ældste kvinde, der træder hen til glødekarret, som står på høje fødder foran hende.
Hun holder på en kvist, drejer den rundt og forklarer. Hendes håb er, at solen vil komme retur. Hun smuldrer sit brandoffer, en tør gulbrun kage, ned til de gråsorte trækul.
– Hil Skade og Frej, siger hun på dansk.
Hil vil sige at hylde. Pia beder en bøn om styrke og hylder både kærlighedens Freja, fornuftens Frigg og skjaldenes Brage. En bebrillet kvinde, der ikke vil lade sit ansigt fotografere, fremdrager en flaske øl. Kvinden hylder Freja og Frigg og hælder det meste af pilsnerøllet ud i græsset foran stenene. Hun tegner en solcirkel og drikker den sidste tår.
En af de to unge mænd lider af en diskusprolaps. Han beder om Thors styrke. Men han har intet offer med.
Ingen dogmer
De asatroende siger, at deres religion ingen faste regler har. Ingen nedskrevne dogmer. Det er svært at gøre noget forkert. Der er trosfrihed. Man hylder dog ikke Hvidekrist under et blót, formaner Björg, men skulle man være eksempelvis inuit eller hindu, er der plads til guder fra disse forestillingsverdener.
Björg er den intellektuelle kraft i Harreskovens Blótgilde. Hun taler om rummelighed og moderne asatro. Blótgildet profilerer sig under Copenhagen Pride. Religionshistorikere diskuterer, om de gamle nordboer var imod homoseksualitet og kønsskifte, forklarer hun. Generelt måtte mænd ikke udvise svaghed – ikke være passive, heller ikke seksuelt. Men Thor klædte sig på et tidspunkt i brudedragt. Asamiljøet er fuldt af debat, og meningsudvekslingerne kan gå så højt, at de kan føre til varigt uvenskab.
Heller ikke accepten af kristendommen som dominerende religion i Danmark og Norden er der enighed om. Som det hedder i visionserklæringen på blótgildets hjemmeside:
”I et samfund, der påberåber sig at bygge på kristne værdier, er det i høj grad en politisk handling at erklære sig som asatroende eller hedning. Asatroen er ikke en normativ religion. Polyteistisk, etnisk eller hedensk religion er vokset ud af menneskets og verdens natur. Monoteisme bygger på foragt for verden. Troen på én gud medfører troen på én sandhed, én retfærdighed.”
Kritikken gælder ikke bare kristendommen, men også jødedommen og islam. Dele af asatrosmiljøet i Danmark er stærkt højreorienteret, nationalistisk og indvandrerfjendsk. Højrefløjen blandt de asatroende taler om etnopluralisme. Alle folk er ligeværdige. Men de hører hjemme, hvor de kommer fra.
Den slags tanker tager Harreskovens Blótgilde afstand fra.
Tre skålrunder og et solhjul
Det store, snoede kohorn fyldes op af Björg og Pia. I fællesskab har de brygget mjøden af honning og hyldeblomst. Man skal drikke forsigtigt og holde spidsen af hornet ud til siden og samtidig ind mod kroppen, advarer de. Ellers opstår der undertryk, og den mørke væske skvulper op over næse og kinder. Første skålrunde er til Odin og hans mest kendte kone.
– Hil Odin og Frigg!
Hver især løfter hornet mod himlen og hylder gudeparret, før munden fyldes af den syrlige, ølagtige gamle nordbodrik med en alkoholprocent på 14.
Anden skålrunde er til frugtbarhedsguderne Frej og Freja, erotikkens guder, som Pia holder meget af.
Sidste runde er den fri skål. Flere hylder forfædrene. Den spinkle unge kvinde med dobbeltring i næsen er med for første gang sammen med sin mere erfarne kæreste. Hun har forberedt sig og hylder vores allesammens natur.
Resten af mjødet ofres samme sted som mælken. Vætterne, de små egnsguder, skal ikke mangle drik.
Björg takker og vil nu åbne cirklen ved at gå den modsatte vej rundt. Hun fjerner det hjemmebagte solhjul fra den øverste sten og beder deltagerne dreje en kvart omgang. I procession går deltagerne med forsigtige skridt ud af stenkredsen og ned mod mosen, et par hundrede mørke og smattede meter væk. Faklerne bæres med af fire af blótgæsterne. De to kultforrettere synger en sang til Frejas ære.
Björg bryder sit økologiske brød og kaster det stykke for stykke i forskellige retninger. Plask. Plask. Dump, brød mod træstamme. Plask, plask, dump.
Ceremonien afsluttes med håndtryk og knus og store smil, før deltagerne går op og sætter sig ved bålet. De åbner øl eller tanker op fra en termokande. Det er tid til julemad for de asatroende. Bålstegt røget flæsk til kødspiserne, ristet tofu til vegetarerne. Begge dele ledsaget af kogte kartofler og tyk persillesovs.
Her en times tid efter solnedgang er det astronomisk set ved at være det allermørkeste tidspunkt på året, fortæller en nytilkommen midaldrende mand, der er dukket op nede ved mosen, pludseligt ud af mørket med sved på overlæben.
Også den indvandrede kristendom fra Mellemøsten og Romerriget har lagt sin mest folkekære højtid, lysfesten, omkring årets korteste dag. Björg siger, at hun den 24. december vil fejre jul med sin familie. Med sin fætter i hånden vil hun gå rundt om det nyfældede nåletræ. Og fætteren er menighedsrådsmedlem i Mørkhøj.