Rune Stefansson i forbindelse med udgivelsen af hans første krimi i 2011. Fotograf: Pelle Rink

Om forfatteren

Rune Stefansson er født i 1971 på Frederiksberg og opvokset i Svogerslev vest for Roskilde, hvor han blev student fra Roskilde Katedralskole. Han er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.

Forfatteren har undervist i kreativ skrivning på Vestjyllands Højskole og arbejdet med kommunikation og journalistik. Ud over krimier har han skrevet noveller, kortprosa, essays og reportager i en lang række danske og udenlandske medier.

I 1990’erne har han boet og rejst i Latinamerika. På den baggrund udgav han i 1998 bogen Sydamerikas sjæl – reportage og interview (Tiderne Skifter).

Både i Rune Stefanssons liv og i hans bøger spiller rejser og ophold i udlandet en afgørende rolle. Hans krimier foregår bl.a. i Grønland, Afrika, Argentina og Guatemala, hvor han har været i forbindelse med research til bøger og reportager. 2015-2017 boede han i München, hvor Højt spil – Marcelo Krankl-krimi nr. 4 foregår.

I 2017 flyttede den danske forfatter videre til Bilbao, som hans baskiske hustru stammer fra. Og en af Rune Stefanssons næste bøger kommer formentlig til at foregå i Baskerlandet.

Aktuelt er han i gang med krimitrilogien Vidnerne, der udkommer som Mofibo Original. Sæson 1 og 2 udkom i 2022 og 2024, og sæson 3 forventes klar i løbet af 2025.

Rune Stefanssons krimiromaner er kendt for dybdegående research, international horisont og en stil, der er blevet kaldt en mellemting mellem John le Carré og Peter Høeg. Som en af kun meget få danske krimiforfattere har han flere gange opnået at få arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Ved siden af krimierne skriver Rune Stefansson også journalistik til aviser og podcast. Senest har han udgivet podcast-serien Europæiske diktatorer.

Desuden fungerer Rune Stefansson som redaktør og sparringspartner for både forlag og selvudgivere.

Scroll til toppen