Essay om brug og misbrug af alkohol; om fordrukne/tørlagte forfattervenner, en forfatterfar på antabus, en studietur til Polen og (måske lidt for) meget andet. Først offentliggjort på Facebook, 25. februar 2024.
To af mine kære forfatterkolleger har nu udgivet romaner om druk og alkoholisme: Lone Hørslev og Kristian Ditlev Jensen.
Jeg har ikke læst deres bøger endnu, men har hørt en masse om dem i diverse medier, så herfra skal der lyde en indirekte opfordring til at skænke sig en god bog – også til mig selv
Især hvis den seneste drukkenboltbog, man har frydet sig over, var Hærværk af Tom Kristensen (til mine spansksprogede venner: Devastación, https://erratanaturae.com/product/devastacion/ – oversat af den gode Blanca Ortiz Ostalé i 2018). For mit eget vedkommende har jeg dog siden læst bl.a. noget Charles Bukowski, hvor der bestemt heller ikke spares på likøren.
Både Lone og Kristian tager i deres kun delvist fiktive romaner udgangspunkt i deres egne erfaringer, og respekt for det.
Nu til mine personlige bekendelser (og stop læsningen her, hvis du på forhånd mener, din dag vil være rigere, hvis du lige skynder dig at tjekke noget andet på mobilen … eller lægger den fra dig for at læse en bog … eller måske være nærværende sammen med dem, du nu er sammen med, mens du læser dette, ergo forsæt bare):
0.
Nej, jeg har aldrig været på flasken, men nyder i den grad en bajer, eller to, eller tre, eller en tilsvarende mængde alkoholækvivalenter (som det utroligt, men sandt hedder hos Danmarks Statistik, hvor jeg igennem 12 år var ansat som kommunikationskonsulent … og gav den pænt gas til personalefesterne, ikke også Gitte Linde og Carsten Zangenberg?
0.A
Ja, Carsten, før du blev min chef, men sad på et tilrøget hjørnekontor et andet sted i Talfængslet, kom jeg til en julefrokost til at stjæle en af dine cigarer … men allerede om mandagen bankede jeg på hos dig og modtog din rundhåndede tilgivelse.
0.B
Og sådan kunne jeg blive ved, fx var kontorstolsræs på DST-gangene med Jacob Solander et af de andre højdepunkter i julebakkanalerne …
1
I en periode drak min forfatterfar – kendt fra ikke mindst https://denstoredanske.lex.dk/Finn_Stef%C3%A1nsson – sig også i hegnet. Eller rettere, periodevist drak han sig i seng. Han stod kun op for at tanke øl og rødvin, og til sidst lå han og rallede en tre-fire dages tid under dynen, før han nogenlunde uanfægtet fortsatte sit ihærdige arbejdsliv som gymnasielektor, livsklog (?) studievejler og fagbogsskribent, mig bekendt uden at fortælle det til nogen.
Jeg var selv med til at dække over ham, da jeg gik på Roskilde Katedralskole, hvor han underviste i dansk og religion – sådan var det, i hvert fald efter hukommelsen, blevet besluttet i min familie. I en lille og ret trist lejlighed i Dommervænget boede jeg alene med ham og hans ca. 5.000 stigereolsbaserede bøger igennem de tre år, gymnasiet varede, og jeg frygtede, i hvert fald momentvis, at han ville drikke sig ihjel.
Det var også i den periode, måske ligefrem det år, hvor Muren faldt, og jeg kort forinden på studieturen til Polen … Nej, den sætning bliver altså for knudret. Sådan går det, når man vil sige flere ting på én gang. I får anekdoten nedenfor.**
Tilbage til min far: Det var også i den periode, at min far kom på bussen. En sød hjemmehjælper kom forbi om morgenen og tilså, at min far slugte sin antabuspille med et glas vand til. Den slags kan man snyde med, eller hvis purken er cyklet i skole, kan man jo bare lade være med at åbne døren, når kommunens udsendte som aftalt ringer på døren.
I andet eller måske tredje forsøg lykkedes det min far at blive tørlagt. Det holdt han resten af livet.
Jeg ville sgu gerne som voksen have kunnet dele en flaske rødvin med ham. Det ville nok have løsnet ham (og mig) op. Han var noget knudret, indtil han som pensionist blev rundere og gladere, nemmere at tale med. Og hvad så?
Hvis manglen på rødvinshygge var prisen, vi måtte betale for at holde ham i live, til han for godt tre år siden stort set døde i fuldt vigør, efter et hjerteanfald på tennisbanen (han spillede naturligvis videre og døde fire dage senere uden at have været hos lægen), ja, så var det en meget lav pris, for ikke at sige et tilbud, hvor man bare må slå til.
(Beklager sætningslængden og de mange indskud; min kære redaktør, Sille Funder, ville slå mig ihjel, hvis jeg skrev sådan i mine forhåbentligt temmelig lydbogsvenlige krimier).
2
For tiden er jeg noget udkørt. Min søde hustru er – muligvis efter sine 14 års ophold i den såkaldte tyske Angstkultur – mindre åben over for både professionelle og sociale medier end jeg. Så ikke mere om min aktuelle situation her i Bilbao-området, hvor vi bor.
Men her til formiddag har jeg besluttet for første gang i mit voksne liv at prøve en måneds tid helt uden alkohol. Det har en del af mine venner gjort før mig – ingen nævnt, men muligvis ikke alt for mange glemt, så skriv evt. en kommentar nedenunder, hvis du skulle have lyst, kære ven.
Intet er jo nemmere for os mænd (og nogle sådan lidt Lone-agtige kvindetyper) end lige at hjælpe smilehullerne frem i ansigtet med en gewesen (som min sherryglade farmor sagde). Eller to.
Eller, altså, forlaget, Mofibo, har jo sendt mig en juleport, som jeg ikke har rørt endnu, og hverken min ven og kontorfællesskabsmakker fra Porto, Claudio Guardão, eller selveste Google giver klart svar på, hvor længe det stads kan holde, hvis man omsider skal smage på varen, og altså, man sætter jo ikke sådan en flaske i køleskabet, vel, man kunne måske blive anklaget for at være kulturløs, så, nå, bund eller resten i håret (og det forlyder, at min mor, min ellers meget ædruelige mor engang … men nå, nej, hun er ikke af den slags, der føler trang til krænge sjælen ud her hos Mark Sukkerbjerg).
Hvor ville jeg efterhånden hen? Nja, det fremgår, hvis det fremgår, og ellers, så spørg bare. Eller genlæs, når du har taget dig et glas – og jeg mener det – velfortjent aftenvin. Eller en godnatøl, senere. Man sover faktisk bedre efter en bitte en, ikke?
3
Hvis jeg ikke fik det sagt ovenfor, så har jeg studeret litteraturvidenskab sammen med Kristian Ditlev. Dengang var han en cool, slank fyr, der boede på et kollegium på Christianshavn, vist nok Sofiegården, hvor han inviterede til gode fester. Med hvad dertil hører. Det var før, hans lækre, langbenede, rødhårede sangerindeekskæreste, som jeg helt ærligt lige nu har glemt navnet på (Kamilla måske?), men som jeg skrev et par opgaver sammen med, fortalte mig, at Kristian altså havde en bog på vej, som ville blive noget af et … Jeg kan ikke huske ordet. Et brag måske?
Men det var slet ikke det, jeg ville hen til i dette punkt. Heller ikke, at jeg, efter at Kristian for længst var stået frem som barndomsoffer for en seriepædofil københavnerarkitekt, et par gange har været på Det Danske Forfatter- og Oversættercenter på Hald Hovedgaard syd for Viborg sammen med ham.
Her har jeg nemlig lært Lone at kende. Det var i august 2012. Lad mig dog begynde Hald-mindet med en anden livsglad kvindelig kollega samme lune sommermåned. En solskinseftermiddag, hvor hun vist lige var arriveret efter os andre, insisterede hun på at afbryde min udendørs skrivning (jeg elsker at skrive under åben himmel).
Hun sagde, at, Rune, nu skal vi altså ud i den robåd på søen (Halds park går lige ned til den skovomkransede Hald Sø, faktisk Danmarks smukkeste sø og måske område i det hele taget). Hun skulle nok ro, og hun ville tage en flaske hvidvin med. Eller var det to?
Nå, men det var heller ikke det, jeg ville sige. Jeg ville begynde med at præsentere deltagerlisten:
Blessing Musariri, Zimbabwe
Dace Ruksane, Letland
Janhavi Acharekar, Indien
Thorsten Nesch, Tyskland
Ide Hejlskov Larsen
Mads Nygaard
Kjeld Koplev
Marianne Koester
Trisse Gejl (obs, ror stilsikkert)
Morten Leth Jacobsen
Mads Mygind
Og så vil jeg sige, at det var et par festlige uger. Som sagt, hvis jeg ikke fik det sagt, er man derovre for at skrive. Men også for at lære andre forfattere at kende. Og det gjorde vi sandelig de to gode uger. Ikke mindst Lone var i hopla. Hun og en baltisk kollega, hvis navn jeg ikke her behøver at nævne, drak en tidlig aften noget vodka. Stemning steg. Og steg. Og Rune, du skal altså også ha’. Jeg undslog mig, sådan er jeg nogle gange, skulle måske, eller ikke måske, men jeg skulle også skrive dagen efter, og tømmermænd og skrive … det er bare ikke lige mig. Så greb damerne fat om mig, i køkkenet. Balteren klemte mine næsefløje (hedder det ikke sådan?) sammen, så jeg måtte åbne munden for at få luft. Det udnyttede Lone til at hælde vodka direkte ned i svælget på mig.
Ikke et ondt ord om det, woke og hvad ved jeg var slet ikke opfundet dengang, man måtte altså gerne tage på hinanden og den slags uden at blive udskammet eller fyret eller begge dele, og julefesterne var bare sjovere dengang, ja, ikke bare julefrokosterne – livet, for helvede! Det var skide skægt (altså bortset fra … men det vil jeg ikke nævne, for i vore dage var hun nok havnet i et fængsel for det overgreb, og det er trods alt længe siden, og det kan være svært at skelne det ene blå mærke på sjælen fra det andet).
Det, jeg ville frem til, er, at jeg altså ikke ved, om jeg nu er en del af en udspekuleret markedsføringskampagne for den berømte og velsælgende forfatter Lone Hørslev (stol aldrig på en forfatter). Men hvis ingen andre af mine venner tager hul på Lones nye bog og fortæller mig om det, må jeg jo selv til at læse (dvs. Mofibo-lytte) den. (Eller hvornår kommer den Mofibo-reader, du lovede for et par uger siden, Ane Lauenblad?).
For jeg skal se, om sådan en ung uskyldig og i hvert fald i romanform stærkt promotable (defineret af kommercielt tænkende udenlandske litterære agenter som “good-looking and eloquent”, i den rækkefølge) mandlig krimiforfatter med selverklærede høje litterære ambitioner optræder i en køkkenscene.
(Ja, Stígur, jeg skal vel ikke være den første, som læser en bog for at lede efter beskrivelser af sig selv, vel? Var det ikke noget med en biografi af Islands finans- eller var det udenrigsminister, en klog fyr, der ligesom alle andre islændinge, desværre bortset fra dig, skriver bøger? Og du havde drukket vin, en del vin med ham i Schweiz eller muligvis et andet europæisk bjergland, en arbejdsrejse, forstås).
Og så tjener Lone da lige en 3-4-måske 5 kroner på min Mofibo-lytning. Vi forfattere kan jo ikke arbejde gratis (ud over på Facebook, men der afskriver vi tidsforbruget som selvpromovering).
Og en femmer, det kan man vel stadig få en anstændig dåse Harboe for hjemme i gamle Danmark, eller hur?
*)
Filmen DRUK også er supergod.
Un link para mis amigos hispanoparlantes [link til mine spansktalende venner]: https://es.wikipedia.org/wiki/Druk_(pel%C3%ADcula_de_2020)
**)
Jeg havde lovet en anekdote fra Polen. Det er faktisk ikke helt korrekt. På studieturen lå jeg og brækkede mig, få minutter før jeg blev lukket ind i Østblokken. Det skete simpelthen lige foran toldbygningen ved havnen i Świnoujście. (Det bynavn er eddermanme en god spiritusprøve at stave til det, tak Wiki, bedre end de tre Osted-brødre Ketil, Bertil og Therkil, hvoraf sidstnævnte nok også var pænt ramt af sejlturen, ikke også Ramon og Henrik?)
Vi var sejlet dertil. Og nok havde det gynget, og nok var jeg vant til gymnasiedrikken Grøn Tuborg (ikke Hof, det diskuterede vi meget, det var øllernes pendant til forskellen mellem VS og Fremskridspartiet) og måske det noget grønnere Pisang Ambong (fy for den!). Men det her, det var billig natfærgevodka og Cuba Libre, som min unge, uerfarne lever ikke kunne udskille i passende tempo, og jeg lagde mig simpelt hen ned foran tolden med en kø på en 200-300 mennesker bag mig og ørlede løs.
(Det blev ikke sidste gang den uge – som sagt var Muren ikke faldet, og det var en anden verden, så det tæller ikke, men alligevel er det en anden historie).
PS. Dette indslag, eller indlæg, er skrevet på en lille mosto i et svømmehalscafeteria i udkanten af Bilbao. Mosto er standard på barerne hernede, børnene elsker det, og de gravide og andre fornuftige også. Formentlig er det samme ord som most på dansk. Drikkelsen består af alkoholfri druesaft tilsat appelsinskive og, når man er heldig, også oliven på praktisk tandstik. Så heldig var jeg ikke i dag. Alligevel vil jeg takke for opmærksomheden og runde af med et primalt, juledrukagtigt afslutnings(ud)råb:
SKÅL!
SKÅÅÅÅÅL!
SSSKKKÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅL!